”Fattoush” er en salat af arabisk og tyrkisk oprindelse. Salaten opstod som en salat lavet med rester, hvor ingredienserne kunne variere fra dag til dag. Én ingrediens der altid er tilstede er det sprødstegte brød i olie. Mange gange bruger man brødet fra dagen før, og det er altid fladbrød eller pitabrød. Salaten findes på de fleste markeder i de arabiske lande.
Den er meget rustik og lækker at spise med de forskellige konsistenser og den gode balance mellem syre og det fede brød. Salaten kan spises selvstændigt som en vegetarret, eller som tilbehør til fisk eller kød. Salaten egner sig med sine ingredienser perfekt til alle
former for krydret kød som stammer fra Mellemøsten.