Menu

Jeg arbejder i

Fortsæt

Vi opdatere indholdet på
baggrund af din virksomhedstype

Lad os antage, at du har krydderurtebedet under kontrol og gerne vil gå et niveau op uden for mange anstrengelser. Hvad skal du så satse på, når foråret og varmen kommer (for det gør det)? Her er tre forslag fra vores kok Martin Lehnberg. 

1. Squeeze en squash ind!

Hvad bruger man egentlig squash til? Svaret er: næsten alt. Grill den, steg den, kog den, bag den, panér den, brug den i brød og kager, eller hvorfor ikke bare skære den helt tyndt og servere den med en smule skøn olivenolie, lidt presset citron og en knivspids flagesalt? Der er med andre ord al mulig grund til at squeeze en squash ind i køkkenhaven eller højbedsrammen, hvis du har energien, lysten og muligheden. Den er nem at dyrke og har mange anvendelsesmuligheder. Vælg mellem mange flotte farver og former, og forbered dig på rigelige mængder, hvis du følger dens ønskeliste. 

Gør sådan her: 

  • Så indendørs i april/maj 
  • Plant om i krukker, hvis de vokser sig store, før det er tid til udplantning. 
  • Plant udendørs, når temperaturen når over 10-12 grader (døgnet rundt).
  • Høst fra juli til september.
  • Orker du ikke at forspire indendørs? Vent på varmere tider, og så direkte i jorden, når termometeret viser mindst 10-12 grader døgnet rundt. 

Squashens ønskeliste: 

  • Elsker fugt og trives bedst på et varmt, beskyttet sted. 
  • Kan dyrkes i både køkkenhave, højbedsrammer og store krukker (mindst 10 l).
  • Vil gerne have godt drænet jord med masser af muld.

2. Bed om en lille bønne!

Der findes som bekendt en række forskellige bønner med forskellige former, farver og smage, og langt de fleste er virkelig nemme at dyrke. Hvis du gerne vil i gang tidligt på sæsonen, er hestebønnen et godt alternativ. Den kan tåle relativt meget kulde, giver et højt udbytte og er rig på proteiner, mineraler og fibre. Ja, hvad mere kan man bede om? 

Gør sådan her: 

  • Så direkte på dyrkestedet i april-maj, tryk frøene ca. 5 cm ned. 
  • Støt planterne, når de begynder at blive ranglede, og bind dem op, hvis de vokser sig meget lange. 
  • Høst fra august til september. 

Hestebønnens ønskeliste: 

  • Hestebønnen er ret nøjsom og trives i mange forskellige slags jord – alt lige fra næringsrig muldjord til tørvejord. Vil dog gerne have masser af næring.  
  • Kan med fordel nippes, så snart blomstringen og frugtsætningen er overstået, for at modvirke luseangreb..

3. Dyrk lidt bladbede 

Bladbeden er en lethåndterbar, anvendelig, fleksibel og skøn bladplante, der trives lige så godt i køkkenhaven og bedet, som den gør i en krukke eller højbedsramme. I al fald så længe den får lov at vokse og trives i godt drænet næringsrig jord med masser af muld og tilføres kvælstofgødning nu og da. Gulnede blade er for eksempel et tegn på mangel på kvælstof, så hold øje med dit grønne guld. 

Gør sådan her: 

  • Så direkte på dyrkestedet (1-2 cm dybt), når jorden er blevet varmet lidt op. 
  • Sørg for, at der er ca. 10-20 cm afstand mellem planterne og op til en halv meter mellem rækkerne. 
  • Tynd ud, når bladbeden begynder at titte frem. 
  • Voila! Høst fra juli til september/oktober.  

Bladbedens ønskeseddel: 

  • Næring og fugt er alfa og omega. 

Kilder: 

Runabergsfroer.se
Plantagen.se 
Gorvalnskoloni.se 
Wexthuset.com 
Weibulls.com